På BFBEs generalforsamling den 20. marts 2018 blev følgende vedtægter vedtaget:

BFBE’S VEDTÆGTER SOM PDF

VEDTÆGTER FOR
BRANCHEFORENINGEN FOR BYGNINGSSAGKYNDIGE OG ENERGIKONSULENTER (BFBE)


KAPITEL 1. NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL

§ 1 NAVN OG HJEMSTED

1.1 Foreningens navn er: ”Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter”, forkortet ”BfBE”.

1.2 Foreningens hjemsted er Storkøbenhavn.

>BR<

§ 2 FORMÅL

2.1. Foreningens formål er at:

  • forbedre medlemsfirmaernes forretningsvilkår
  • profilere branchen og øge dens anerkendelse
  • varetage branchens interesser overfor offentlige myndigheder, beslutningstagere og til branchens øvrige parter og organisationer
  • deltage aktivt i udviklingen af love og bekendtgørelser
  • afholde faglige møder for medlemmerne
  • sikre udvikling af nye arbejdsredskaber

>BR<

KAPITEL 2. ORGANISATIONSMÆSSIG TILKNYTNING

§ 3. FORHOLDET TIL DI

3.1. BfBE er en medlemsforening i DI (Dansk Industri). Alle foreningens medlemmer skal være enten medlem af eller associeret til DI.

3.2. Enkeltmandsvirksomheder, jf. § 5, er ikke omfattet af kravet om DI medlemskab/associering.

3.3. Foreningen og dens medlemmer skal respektere de for DI til enhver tid gældende vedtægter.

>BR<

KAPITEL 3. FORENINGENS MEDLEMMER

§ 4 FORENINGENS MEDLEMMER

4.1. Som medlemmer af foreningen kan optages selvstændige firmaer og sammenslutninger af firmaer, som beskæftiger sig med huseftersyn, energimærkning, rådgivning vedrørende bestående bygninger, bygningsdrift og skadesvurdering.

4.2. Ansøgere, der ikke opfylder de i § 4.1 nævnte krav, men som på anden måde har erhvervet sig kvalifikationer, der kan sidestilles, kan optages efter bestyrelsens afgørelse.

4.3. Medlemskabet af foreningen bortfalder automatisk, såfremt medlemmet ikke længere beskæftiger medarbejdere med kvalifikationer til at udføre en eller flere af funktionerne nævnt i § 4.1. Forpligtelsen til at betale kontingent består frem til medlemskabet bortfalder.

4.4. Sammenslutninger eller organiseringer af firmaer er medlem af BfBE med samtlige medlemsvirksomheder, der beskæftiger sig med aktiviteter nævnt i § 4.1. Undtaget er medlemsvirksomheder, som er direkte medlem af BfBE. Direkte medlemmer af BfBE opretholder selv den stemmeret, deres kontingent berettiger dem til jfr. dog § 9.3.

4.5. Medlemmer har ret til at anvende betegnelsen, ”Medlem af BfBE – Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter”.

4.6. Et medlem med flere konsulenter skal udpege en firmarepræsentant og anmelde denne til foreningens sekretariat. Foreningen retter al henvendelse til firmarepræsentanten. Ændring af firmarepræsentant skal meddeles til foreningens sekretariat.

4.7. Medlemmer er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og de vedtagne retningslinjer. Ved overtrædelse af vedtægter eller påbud udstedt af bestyrelsen kan et medlem pålægges en bøde på indtil 50 % af årskontingentet. I gentagelsestilfælde eller i særligt grove tilfælde, kan bøden forhøjes til maks. 80 % af årskontingentet eller medføre eksklusion for foreningen jfr. § 4.10.

4.8. Foreningens generalforsamling kan indenfor foreningens formål med bindende virkning for medlemmerne tilslutte sig eller oprette kollektive ordninger, der pålægger en flerhed af medlemmerne forpligtelser til at overholde særlige regelsæt. Generalforsamlingen kan give bestyrelsen bemyndigelse til at udforme og beslutte sådanne regelsæt.

4.9. Optagelse som medlem af foreningen kan nægtes når særlige grunde taler herfor, og hvis et flertal af bestyrelsens medlemmer stemmer for at afvise optagelse. Den optagelses-søgende kan forlange at afvisningen forelægges på førstkommende ordinære generalforsamling, hvor beslutningen træffes med simpel majoritet. Et udtrådt eller udelukket medlem kan kun genoptages, hvis evt. gæld betales og evt. indskud er betalt.

4.10. Et medlems rettigheder ophører uanset betalingspåkrav, når der foreligger kontingent-restancer. Forpligtelser til at betale kontingent består til udmeldelse/eksklusion sker, jf. § 24.

4.11. Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen udpege æresmedlemmer af foreningen. Æresmedlemmer betaler et af bestyrelsen fastsat kontingent.

>BR<

§ 5 ENKELTMANDSVIRKSOMHEDER

5.1. Virksomheder, der består af én enkelt ejer uden ansatte, og som ikke ønsker medlemskab/associering til DI, er knyttet til foreningen på linje med andre virksomheder forudsat at virksomheden i øvrigt opfylder de almindelige krav til medlemskab, jf. § 4.

5.2. Får en sådan virksomhed ansatte, skal der straks ske underretning af foreningen, hvorefter virksomheden overføres til ordinært medlemskab med de deraf forbundne rettigheder og pligter, herunder pligt til medlemskab/associering til DI.

>BR<

KAPITEL 4. LEDELSE

§ 6 GENERALFORSAMLINGEN

6.1. Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle foreningens anliggender.

6.2. Foreningens generalforsamling består af indehaverne eller lederne af medlemsvirksomhederne eller den som ledelsen udpeger i stedet. Ret til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen har alle medlemmer, der senest to uger før generalforsamlingen har betalt kontingent og evt. anden gæld til foreningen. Et medlem kan møde sammen med en rådgiver.

6.3. Taleret på generalforsamlinger har personer, der har ledelsesfunktioner i et firma, der enten selvstændigt er medlem af foreningen eller er medlem via en sammenslutning af firmaer.

6.4. Foreningens revisor, advokat, æresmedlemmer og administration kan overvære generalforsamlingen. Bestyrelsen kan invitere gæster fra organisationer, myndigheder og det politiske liv til at overvære generalforsamlingen.

>BR<

§ 7. ORDINÆR GENERALFORSAMLING

7.1 Ordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen og afholdes hvert år inden den 1. april.

7.2. Ordinære generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med almindeligt brev eller elektronisk post til den af medlemmet til foreningen anmeldte adresse. Indkaldelse skal ske med et varsel på mindst 3 uger og skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen.

7.3. Senest en uge før den ordinære generalforsamling skal der udsendes regnskab, budget samt evt. indkomne forslag.

7.4. Forslag, som medlemmerne ønsker behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde 2 uger før den fastsatte generalforsamling.

>BR<

§ 8 DAGSORDEN FOR ORDINÆR GENERALFORSAMLING

8.1. Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Forelæggelse af beretning til godkendelse
  3. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse
  4. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent, medlemsindskud og gebyrer
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelse og 2 suppleanter
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt

8.2. Generalforsamlinger ledes af en af den pågældende generalforsamling uden for bestyrelsen valgt dirigent.

8.3. Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol. Protokollen skal underskrives af dirigenten.

>BR<

§ 9 AFSTEMNINGSREGLER

9.1. Hvert medlem og sammenslutning af medlemmer har ét stemmepoint for grundkontingentet, samt ét stemmepoint for hver tilsvarende påbegyndt kr. faktor svarende til grundkontingentet, der er betalt i kontingent til foreningen i det foregående år.

9.2. Enkeltmandsvirksomheder, jf. § 5, har ét stemmepoint for grundkontingentet.

9.3. De samlede stemmepoint giver medlemmets stemmevægt. Intet medlem kan dog opnå en stemmevægt, der overstiger 25 % af de samlede stemmer. Berettiger en sammenslutnings samlede medlemsmasse til mere end 25 % af foreningens stemmer, da reduceres dens samlede stemmetal til 25 % uanset om enkelte virksomheder i sammenslutningen er direkte medlem af foreningen. Dette sker i praksis ved at foretage en forholdsmæssig reduktion af stemmetallet for sammenslutningen og for de af dens medlemmer, der er direkte medlem af foreningen.

9.4. Hvis ikke andet er bestemt i nærværende vedtægter, træffer generalforsamlingen beslutning ved simpel stemmeflerhed efter stemmevægt.

9.5. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er virksomheder tilknyttet foreningen, jf. dog § 12 stk. 4. Afstemninger foretages skriftligt, hvis mindst 1/3 af de tilstedeværende medlemmer forlanger det, eller hvis dirigenten bestemmer det.

9.6. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog max. 5 fuldmagter pr. mødedeltager. Fuldmagten kan kun gælde en konkret generalforsamling og den skal være dateret og tydeligt vise, hvad der gives fuldmagt til.

>BR<

§ 10. AFSTEMNINGER DER KRÆVER KVALIFICERET FLERTAL

10.1. Ændringer af vedtægter herunder fusion med andre foreninger kræver vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer efter stemmevægt.

10.2. Afstemninger om forslag, der kan medføre udtrædelse af DI eller ændringer i nærværende bestemmelse skal ske skriftligt. Forslaget betragtes kun som vedtaget, når det er tiltrådt med 2/3 af de afgivne stemmer efter stemmevægt.

10.3. Afstemninger om eksklusion af medlemmer skal ligeledes ske med 2/3 stemmeflerhed af de afgivne stemmer efter stemmevægt, jf. § 23.

>BR<

§ 11 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

11.1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller når mindst 25 % af medlemmerne efterstemmevægt jfr. §§ 9.1 og 9.3 begærer det.

11.2 Bestyrelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest en måned efter en begæring er fremkommet.

11.3 En ekstraordinær generalforsamling træffer beslutning efter vedtægternes almindelige regler jf. dog § 10 og § 14.

>BR<

§ 12 BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING, STEMMEVÆGTE

12.1. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen og er bemyndiget til at træffe beslutninger i alle sædvanlige forhold vedrørende foreningens virksomhed samt til at afholde de dermed forbundne udgifter.

12.2. Bestyrelsen består af indtil 7 personer.

12.3. Bestyrelsesmedlemmerne rekrutteres blandt de virksomheder, som er knyttet til foreningen. Der kan dog maksimalt rekrutteres to bestyrelsesmedlemmer fra virksomheder, som er omfattet af bestemmelsen i § 5.

12.4. Medlemmer af bestyrelsen, som er valgt blandt enkeltmandsvirksomheder jf. § 5, kan ikke vælges til formand/næstformand for BfBE og de pågældende bestyrelsesmedlemmer har ingen stemmeret for så vidt angår noget forhold, der relaterer sig til foreningens tilknytning til DI.

12.5. Medlemsvirksomheder eller -sammenslutninger, som har en individuel stemme-vægt på 5 % eller mere af foreningens samlede stemmetal, har ret til hver at udpege et bestyrelsesmedlem.

12.6. Gruppen af medlemsvirksomheder eller -sammenslutninger, som har en mindre stemmevægt end 5 %, kan vælge samme antal bestyrelsesmedlemmer, som gruppen af medlemmer med individuel stemmevægt på 5 % eller mere har ret til, og i tillæg hertil to suppleanter. Kun medlemmer med individuel stemmevægt under 5 % kan stemme ved valget af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

12.7. Den virksomhed, som formanden repræsenterer, har ret til to pladser i bestyrelsen. Øvrige medlemsvirksomheder eller -sammenslutninger kan højst få indvalgt ét medlem af bestyrelsen.

12.8. Overgangsbestemmelse. Ved den ekstraordinære generalforsamling den 24. september 2012 sammensattes en ny bestyrelse bestående af en formand, tre repræsentanter for medlemsvirksomheder med 5 % eller mere af foreningens samlede stemmetal, tre repræsentanter for medlemsvirksomheder med under 5 % af det samlede stemmetal og to suppleanter for de sidstnævnte bestyrelsesmedlemmer. Formanden, én repræsentant og én suppleant for medlemsvirksomheder med under 5 % af det samlede stemmetal går af ved den ordinære generalforsamling 2014, mens to repræsentanter og én suppleant for medlemsvirksomheder med under 5 % af det samlede stemmetal går af ved den ordinære generalforsamling 2015. Denne bestemmelse udgår af vedtægterne i forbindelse med den ordinære generalforsamling 2015.

12.9. Medlemmer af bestyrelsen kan modtage et af generalforsamlingen godkendt honorar.

>BR<

§ 13 VALGPERIODER OG VALG AF FORMAND

13.1. Valg til bestyrelsen gælder for 2 år, således at halvdelen af bestyrelsens medlemmer afgår i lige år og de øvrige bestyrelsesmedlemmer i ulige år.

13.2. Formanden vælges direkte af generalforsamlingen hvert 2. andet år i lige kalenderår.

13.3. Suppleanter vælges hvert 2. år, således at 1 afgår i lige og 1 i ulige kalenderår.

>BR<

§ 14. KONSTITUERING OG STEMMEREGLER

14.1. Straks efter generalforsamlingen træder bestyrelsen sammen og konstituerer sig med en næstformand. Det skal ved konstitueringen sikres, at formand og næstformand til sammen repræsenterer alle medlemmer med stemmevægt over og under 5 %.

14.2. Formand sørger for sammen med foreningens direktør at gennemføre de beslutninger, bestyrelse og generalforsamling har truffet.

14.3. Hvis formanden aftræder inden udløbet af hans valgperiode indtræder næstformanden i hans sted frem til førstkommende ordinære generalforsamling.

>BR<
§ 15. BESTYRELSENS MØDER OG BESLUTNINGER

15.1. Formanden for bestyrelsen sørger for, at der afholdes møder, så ofte det findes påkrævet og mindst 2 gange om året eller efter begæring fra et bestyrelsesmedlem eller revisor. Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.

15.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er fremmødt. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er bestyrelsesformandens stemme udslagsgivende.

15.3. Bestyrelsen kan nedsætte faste udvalg og ad hoc udvalg.

15.4. Over bestyrelsens møder føres en protokol.

>BR<

KAPITEL 5. ADMINISTRATION

§ 16. SEKRETARIAT

16.1. Bestyrelsen beslutter i hvilket omfang foreningen har behov for et sekretariat og omfanget heraf.

16.2. Sekretariatet varetager foreningens løbende forretninger, herunder forberedelse af sager til forelæggelse for bestyrelsen og betjening af udvalg, sektioner m.v.

16.3. Bestyrelsen kan ansætte og afskedige foreningens direktør.

16.4. Bestyrelsen kan beslutte at outsource den samlede sekretariatsfunktion eller dele heraf.

>BR<

KAPITEL 6. ØKONOMI, REGNSKAB, REVISION M.V.

§ 17 KONTINGENT

17.1 Størrelsen af det årlige foreningskontingent, indskud og gebyrer fastlægges hvert år på den ordinære generalforsamling.

17.2 Kontingentet sammensættes af grundkontingent for firma eller firmasammenslutning og et omsætningskontingent for alle udførte rapporter.

17.3 Det samlede kontingent, et medlem betaler, er bestemmende for medlemmets stemme-vægt jfr. § 12.

17.4 Nye medlemmer betaler kontingent, hvis størrelse er fastsat af den sidst afholdte generalforsamling. Ved indmeldelse i løbet af året kan bestyrelsen fastsætte et forholdsmæssigt kontingent på grundlag af det kontingent, generalforsamlingen har fastsat.

17.5 Bestyrelsen er berettiget til hos det enkelte medlem at kræve dokumentation for opgørelse af det samlede kontingent/stemmepoint jfr. 6.4.

17.6. Ved for sen betaling af kontingent kan der pålægges et af bestyrelsen vedtaget gebyr.

>BR<

§ 19. REGNSKAB OG REVISION

19.1 Foreningens budget- og regnskabsår er 1. januar til 31. december (kalenderåret).

19.2 Foreningens budget udarbejdes af foreningens bestyrelse.

19.3 Foreningens regnskab udarbejdes af kassereren og revideres af foreningens revisor, der skal være godkendt eller statsautoriseret.

19.3. Regnskaber revideres af revisor, som påfører dem en påtegning herom, hvorefter de godkendes af foreningens bestyrelse. De forelægges herefter generalforsamlingen til godkendelse, jf. § 8. 7.

>BR<

§ 20. TEGNINGSFORHOLD

20.1. Foreningen tegnes af bestyrelsen eller formand og direktør i forening.

20.2. Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelses af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

20.3. Bestyrelsen kan meddele enkel eller kollektiv fuldmagt til at tegne foreningen over for banker, institutioner eller lignende.

>BR<

§ 21. FORENINGENS HÆFTELSE

21.1. For foreningens forpligtelser hæfter foreningen alene med sin formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de pligter, der påhviler foreningen.

>BR<

KAPITEL 7. UDMELDELSE OG EKSKLUSION


§ 22 UDMELDELSE

22.1 Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og med virkning fra regnskabsårets udløb pr. 31. december og med mindst 3 måneders forudgående varsel.

>BR<
§ 23 EKSKLUSION

23.1. Hvis et medlem har gjort sig skyldig i grovere eller gentagne overtrædelser af foreningens vedtægter, DI’s vedtægter eller af påbud givet af foreningen kan eksklusion finde sted på generalforsamlingen efter bestyrelsens forslag. Det samme gør sig gældende, hvis et medlem i øvrigt handler til skade for foreningen. Beslutning om eksklusion skal træffes med 2/3 stemmeflerhed efter stemmevægt.

23.2. Når mindst 3 medlemmer indgiver skriftlig og begrundet begæring til bestyrelsen om et medlems eksklusion, og bestyrelsen finder begæringen velbegrundet, skal bestyrelsen underrette det pågældende medlem herom. Dersom vedkommende medlem ikke frivilligt udtræder af foreningen, skal sagen forelægges generalforsamlingen.

23.3 Medlemmer, som er i kontingentrestance ud over tre måneder, kan af sekretariatet ekskluderes administrativt. Sekretariatet orienterer bestyrelsen om eksklusionen på et bestyrelsesmøde, før eksklusionen kan finde sted.

23.4. Det medlem, hvis eksklusion der er på tale, har adgang til og stemmeret ved den generalforsamling, hvor spørgsmålet behandles.

23.5. Et medlem, der er ekskluderet, kan kun genoptages med generalforsamlingens godkendelse. Genoptagelse forudsætter, at det forhold, der gav anledning til eksklusionen, er blevet løst på en tilfredsstillende måde.


§ 24. HÆFTELSE FOR GÆLD TIL FORENINGEN

24.1. Et medlems udmeldelse, slettelse eller eksklusion frigør ikke den pågældende for udestående gæld til foreningen.


KAPITEL 8. FORENINGENS OPLØSNING

§ 25. FORENINGENS OPLØSNING

25.1. Beslutning om foreningens opløsning kan kun vedtages, hvor mindst 2/3 af medlemmerne efter stemmevægt er til stede, og med mindst 2/3 flertal efter stemmevægt.

25.2. Er der ikke mindst 2/3 af medlemmerne til stede, men er mindst 2/3 af de fremmødte for forslaget, skal der indkaldes til ny generalforsamling, og på denne kan da forslaget endeligt vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte.

25.3. Generalforsamlingen skal ved beslutning om opløsning træffe beslutning om placering af ejerskabet til foreningen logo og evt. andre immaterielle rettigheder, herunder den fremtidige brug af sådanne rettigheder.

25.4. Det er en forudsætning for gyldigheden af en evt. beslutning om opløsning af foreningen, at generalforsamlingen forinden har truffet bestemmelse om anvendelse foreningens formue herunder den formue som evt. er placeret i fonde tilknyttet foreningen – og har godkendt en plan for opfyldelse eller afvikling af de økonomiske forpligtelser, der måtte påhvile foreningen.

25.5. Eventuel overskydende kapital fordeles blandt de stemmeberettigede medlemmer, der er i foreningen på opløsningens vedtagelse, med mindre den opløsende generalforsamling med 2/3 majoritet af de stemmeberettigede deltagere i generalforsamlingen bestemmer andet.


KAPITEL 9. VEDTÆGTERNES IKRAFTTRÆDEN

§26. VEDTÆGTERNES IKRAFTTRÆDEN

26.1. Disse vedtægter er vedtaget på foreningens generalforsamling den 22.marts 2018 og træder i kraft denne dato.