Huseftersynsordningen
Vis menu

Huseftersynsordningen

Huseftersynsordningen er en forsikringsordning, der sikrer privatpersoner mod store uforudsete tab ved handel med fast ejendom

Ordningen fungerer på den måde, at ejendommens sælger beder en beskikket bygningssagkyndig udarbejde en tilstandsrapport og sørge for en eleftersynsrapport over alle synlige skader på ejendommen. Sælgeren giver tilstandsrapporten og eleftersynsrapporten til potentielle købere sammen med et tilbud om at betale halvdelen af en ejerskifteforsikring. 

Ejerskifteforsikringen dækker de skjulte skader på ejendommen. 

Vælger køber at tegne en ejerskifteforsikring, er køber altså i kraft af tilstandsrapporten og eleftersynsrapporten bekendt med de synlige skader på ejendommen og forsikret mod de skjulte skader. 

Samtidig er sælger sluppet fri af sit 10-årige mangelsansvar. Har køber tegnet en ejerskifteforsikring, er ansvaret overtaget af ejerskifteforsikringsselskabet. Er der ikke tegnet ejerskifteforsikring, har køber påtaget sig ansvaret.